Vedligeholdelse

Kære knivejer,

Her er et par tips om at skærpe din klinge og et par vigtige ting at vide om skarphed:

• Den skarpe kniv behøver mindre kraft for at skære i noget og er derfor lettere at kontrollere = mere sikker.

• skarphed handler i stor udstrækning om at slibe med den samme vinkel og holde klingen i den vinkel under hele slibningen,

• slibning er et spørgsmål om ridser og deres størrelse,

• er æggen meget sløv og har skår, så start med korn 220 til de er slebet væk, derpå fordobles kornnummeret for på en kortvarig måde at få slebet de forrige slibespor væk, til man når korn 600 (grov ægfinish) eller korn 1200 (fin ægfinish),

• under slibningen tryk kun hårdt, når du skal fjerne meget, for det meste er behovet kun at trykke ganske let,

• Ved at slibe med samme vinkel får du:
1) maximalt skarphed,
2) minimal behov for at fjerne materiale = minimal slid på bladet.
3) Derfor undgå at slibe på roterende værktøj, der fjerner unødvendigt meget af klingen.

• Specielt for rustfrit stål:
Husk, at en klinge i rustfrit stål er lavet i et helt andet materiale end kulstofstål.
Derfor skal det behandles anderledes.
Du får det hurtigste og bedste resultat ved at slibe rustfrit stål mod æggen eller på langs af æggen.

• Den billigste løsning til slibning er vandslibepapir på en malerpind – korn 800 til 1200, og kørt på langs af skæret.
Den bedste løsning er de moderne diamantslibepinde/-plader. De sliber fantastisk, fordi diamanter er det hårdeste materiale, der findes. Den blå ”super fine” EZE-Lap diamantslibepind svarer til korn 1200 og den røde svarer til korn 600.
I mangel af bedre kan bunden af et krus bruges, hvor det ikke er dækket af glasur.

Fremgangsmåde:
Læg klingens fals på slibepindens flade uden at bevæge den, find den vinkel, som du ønsker æggen skal have og skær så hen af slibepinden med et meget let tryk, mens du trækker kniven til dig, så hele skæret slibes.
Du sliber 3 - 4 gange på denne måde på den ene klingeside, før du gør det samme på den anden side af klingen.

Slibning vil give ca. 80 – 85 % af den mulige skarphed. De sidste 15 – 20 % kan man kun opnå ved en polering af æggen.
Generelt: Polering udføres ved at polere æggen på en roterende kludeskive med pudsemasse – en alm. brun pudsemasse (til træ & metal) polerer fint - (husk at sætte malertape om træet lige før klingen, så du ikke får det farvet sort). En søjleboremaskine er nemmest at arbejde med. Den skal køre 2200 / 2800 omdrejninger per minut. Husk altid at ”polere ud over kanten” – det er meget vigtigt sikkerhedsmæssigt!!! Det er en proces, du hele tiden skal koncentrere dig under og tænke dig om i, selv om den kun tager ca. 30 sekunder at udføre.